Gennem mine uddannelser hos Pernille Melsted fik jeg en indsigt i, at min stigende utilfredshed og følelsen af at være en brokkerøv, hang sammen med at jeg overkompenserede. Jeg ville rigtig gerne have at andre skal se mig som et sødt og venligt menneske med masser af overskud (det vil de fleste mennesker nok) og derfor brugte jeg rigtig meget energi på at vise de sider af mig selv frem - også i situationer, hvor jeg inderst inde allerhelst ville sige "nu stopper du".
For mange er vrede et voldsomt ord - måske du selv genkender det, hvis du tænker "jeg er jo ikke vred". Stil i stedet for dig selv spørgsmålet om hvad du er utilfreds med, såret over eller skuffet over? Når vi er vrede, utilfredse, frustreret eller såret, skyldes det ofte at der er noget som du ikke har fået sagt højt. Det kræver mod at arbejde med sin utilfredshed og begynde at gøre noget ved den.
Jeg arbejder hver dag på at lytte til mig selv, fordi min trang til at være den søde og imødekommende stadig er stor - og jeg prøver at mærke efter, når min krop siger til mig at der er noget jeg skal kommunikere. Det er ikke nemt, og jeg falder stadig i, hvilket så ofte resulterer i at jeg overreagerer eller helt underreagerer.
For eksempel så er jeg kommet til at sige til en kollega, at det var en røvdårlig beslutning der var taget - i en meget skarp tone, foran flere kollegaer, fordi jeg var frustreret over (læs: vred over) at denne beslutning var taget uden at involvere de rette kollegaer (mig), som vidste noget om hvilke konsekvenser det ville resulterer i.
Det var ikke kønt og bestemt ikke "my finest moment", og jeg måtte bagefter give ham en (fortjent) undskyldning.
Eksemplet viser, hvad der sker, når vi ikke får sagt det der går os på - i en ordentlig tone. Mange - måske også dig - er bange for at skabe dårlig stemning, ved at sige hvis de er uenige eller hellere vil noget andet. Men når vi ikke får sagt det vi mener, så siger vi det alligevel - bare på en anden (og ikke særlig konstruktiv) måde.
Nogle gange er dét det rette valg at sige "pyt" - men du skal mene det og så glemme episoden. Hvis episoden stadig fylder efter en nats søvn, så skal du gøre noget ved det. Og jeg kan give dig værktøjerne til at vide, hvornår du skal sige pyt eller gøre noget, og hvordan du så kan sige det du har brug for at sige.